
Klinikkens nye hjem.
Velkommen til annekset på Kingosvej nr. 3
Det er altid muligt at parkere lige udenfor annekset, og det er selvfølgelig ganske gratis og uden tidsbegrænsning så du kan trygt slappe af på min briks, uden bekymringer for bilen.
Lidt fordele skal der jo være ved at bo på landet ikke?

Fra tanke til rigtig meget arbejde!
Her er historien om hvordan annekset opstod:
Da jeg skulle flytte fra min tidligere bolig, var mit ønske at få klinikken ud af mit eget hjem. En rigtig fin løsning ville være at have klinikken liggende i haven på en eller anden måde. Hvordan det skulle være, havde jeg endnu ikke helt en plan om.
Derfor var jeg ude og kigge på en del forskellige anneks, annekser, annekses (eller hvad pokker sådan nogle hedder i flertal), så jeg kunne finde ud af, om det passede til mig og kunne opfylde mine og klinikkens behov.
Jeg blev hurtigt forelsket i idéen om et anneks, og jeg kunne sagtens se mig selv have min virksomhed i sådan et. Derfor besluttede jeg mig ret hurtigt for, at det var sådan et jeg bare måtte eje.
Da jeg bestilte annekset, skulle jeg selv være med til at designe det- jeg valgte at jeg gerne ville have nogle forholdsvis store vinduer i og en glasrude i døren, det synes jeg nemlig er rigtig fint og igen, så giver det mere naturligt lys og det er en fordel for sådan en som mig og min forfængelighed og perfektionisme.
Jeg fik også lov til at bestemme gulv og loft, her var mine ønsker, at de blev så lyst som muligt, men af en eller anden årsag, så blev loftet gråt. Det var jeg ikke lige sikker på passede mig, men det skulle nu vise sig, at blive meget bedre end jeg overhovedet kunne have drømt om.
Efter bestillingen af annekset, så kaldte haven på en kærlig hånd, så der kunne blive plads til business.
Jeg tænkte egentlig, at det var meget nemt, for jeg skulle jo barre:
1 køb anneks
2 sæt på grund
og bum så var der business i haven.

Hvor mange steps er der lige?
Det skulle så bare lige vise sig, at det overhovedet ikke var så nemt som først antaget.
Inden der overhovedet kunne dannes et overblik, over hvor meget plads der var, og hvor annekset skulle stå, så skulle der fældes en hel masse træer og buske, og et rigtig gammelt hegn skulle pilles ned og køres væk, det tog lang tid og krævede en god portion vedholdenhed og tålmodighed.
Lige der, var det svært at bevare roen og troen på, at det nok skulle ende godt, for jeg havde virkelig svært ved at se en ende på det.
Dernæst skulle alle rødderne fra træerne og buskene graves op, så der kunne blive gjort klar til fundamentet.
I første omgang havde jeg regnet med, at man kunne sætte et punkt-fundament – ja ja, bevares, det er en af alle de nye ord jeg har lært i den her proces, men det var ikke helt nok, så derfor skulle der lægges et fuldt flisefundament under klinikken.
Det var en lidt større operation, for først skulle der graves en hel masse jord af, så der kunne blive klar til at blive leveret sand – intet mindre end 44 tons. Sandet skulle rettes pænt ud og stampes og så var der ellers klar til at blive lagt fliser.
Der kom 5 paller af kæmpestore og TUNGE 30x60 fliser. Fy for den lede, dem slap jeg heldigvis for at bære for meget rund på, det var nemlig ikke rigtig noget for mig.
Da fliserne var blevet lagt og der var kommet sand i fugerne, kunne annekset blive leveret

Sidste hånd på værket.
Juhuuuu langt om længe. Nu ville det komme.
Nu var opgaven og få annekset gjort klar indenfor, her skulle grundes og males og derefter skulle alle mine ting bæres ind og sættes på plads. Gardiner skulle hænges op skranke skulle bygges, strøm skulle trækkes og en varmepumpe skulle sættes til.
Det var meget vigtigt for mig, det med varmen – for det er altså ikke nemt at slappe af som kunde, når man fryser.
Og endelig efter flere måneders arbejde, så er vi her. Så dejligt og tilfredsstillende endelig at kunne kigge tilbage på den kæmpestore arbejdsproces og være glad og tilfreds, for alt det der er blevet gjort og hvor dejlig en klinik jeg nu har fået.
Jeg nyder sådan at tage på arbejde i annekset, og jeg nyder roen og den ro jeg kan give kunderne på briksen.
Jeg glæde mig til at byde dig velkommen i klinikken – mit lille anneks på Kingosvej 3.
Hej hej så længe <3